Strategisk kompetenceudvikling

I kompetenceudviklingens hellige navn har virksomheder i årtier sendt medarbejdere på alverdens kurser og uddannelsesforløb uden kritisk stillingtagen til, om indholdet gavnede virksomheden. Det bør finanskrisen få aflivet en gang for alle.

I min færd rundt i danske virksomheder er der snart ikke det kursus eller uddannelsesforløb, jeg ikke er stødt på. Desværre er jeg også stødt på mange spørgende ansigter eller besynderlige bortforklaringer, når jeg har spurgt til, hvordan den pågældende uddannelse nu lige bidrog til indfrielse af virksomhedens overordnede strategi. For ud fra den grundlæggende forståelse af, at uddannelse og kompetenceudvikling styrker både medarbejdere og virksomhed, har alt for mange virksomheder sendt medarbejdere af alle slags på alverdens kurser og uddannelsesforløb uden tilstrækkelig kritisk stillingtagen til, hvordan de nuvundne evner skulle gavne virksomheden. Og resultatet af den tilgang til kompetenceudvikling er desværre kun unødige udgifter og spildt arbejdstid.

Bevidsthed er afgørende

Min pointe er på ingen måde, at kompetenceudvikling skal nedprioriteres - tværtimod. Den skal snarere opprioriteres gennem fokus på at tilegne virksomheden og dens medarbejdere netop de rette kompetencer for at kunne indfri de strategiske mål. Og således at mange kurser og uddannelsesforløb skal vælges fra til fordel for de strategisk rigtige. Ethvert uddannelsesforløb og kursusprogram skal vurderes efter devisen ”hvordan vil disse kompetencer gøre os bedre i stand til at nå de mål, vi har for virksomheden?”. Og hvis ikke svaret står klart, bør det ikke indgå i uddannelsesplanen, men sorteres fra.

Jeg er i den sammenhæng helt med på, at medarbejdere kan få en spændende oplevelse ud af at lære at tale spansk, beherske nye tegneprogrammer eller slå kaniner ihjel med de bare næver. Men hvis ikke spansk udtale, mestring af tegneprogrammer eller evnen til at kunne aflive kæledyr ved håndkraft er i relation til medarbejderens jobprofil, er det ikke det rette regi at lære det i. Og her bør virksomheder efter mange år med åbne uddannelseskasser turde tage skeen i den anden hånd og forholde sig til, at der ofte er forskel på virksomhedens og medarbejderens ønsker for uddannelse og kompetenceudvikling - og at de skal skilles ad som sådan.

Kærkommen undskyldning

Efter mange år med rundhåndet uddeling af uddannelse og kursusforløb, er jeg helt med på, at det i mange virksomheder er blevet en fast del af kulturen. Og at ledere nogle steder ved første indskydelse måske tænker, at det tør de ikke røre ved. Men både i fredstid og finanskrisetid er det alene at udvise ansvarlig lederadfærd at lade kompetenceudvikling være nøje afstemt med virksomhedens strategiske målsætning. Og så at lade medarbejderne lære alle de andre ting i deres fritid.

Når det er sagt, er situationen jo samtidig endnu mere aktuel end længe. For mangler man ledermod og mandshjerte til at omlægge kompetenceudviklingen alene af strategiske hensyn, har finanskrisen jo i sig selv givet den mest legitime af alle begrundelser. Finanskrisen er blevet brugt som undskyldning for at luge ud i mange ting fra ulønsomme projekter til urentable medarbejdere. Og hvorfor så ikke også bruge den til en gang for alle trække en streg i sandet og indføre, at kompetenceudvikling ikke er underholdning, men en måde at udvikle virksomhed og medarbejdere til at kunne indfri strategien.